Allerede nu er der imidlertid trængsel på E20, hvilket besværliggør pendlingen og koster erhvervslivet spildtid og penge. Derfor skal vi hurtigst muligt have udvidet Fynske Motorvej hele vejen til syd om Odense.

Vi venter på Christiansborg

Vejdirektoratet er netop gået i gang med første etape af udvidelsen på strækningen mellem Middelfart og Nørre Aaby med forventet åbning i 2015, ligesom de har afsluttet VVM-redegørelser for resten af strækningen til Odense V og videre syd om Odense. Desværre er Folketinget ikke lige så effektive i forhold til at bevilge pengene.

Vi har den veluddannede arbejdskraft i regionen. Vi har arbejdspladserne til den. Nu skal vi bare have Folketinget til at afsætte pengene, så vi kan få regnestykket til at gå op – og få skabt endnu flere moderne arbejdspladser til gavn for hele Danmark.

Potentialet er altså enormt. Men hvis ovenstående skal blive til virkelighed, må letbanen snart videre fra tegnebrætstadiet til flyvefærdigt projekt. Sammenligner man med Aarhus og Københavns letbane-projekter, ja, så har de allerede opnået lovning på statslig støtte og er stort set klar til at blive søsat. Samme fremdrift ønsker jeg også at se omkring den fynske letbane.

Lige nu hedder Odense Kommunes målsætning 2018, men realistisk set er vi henne på tærsklen til 2020, før vi kan forvente, at anlægsfasen er slut. Og så er der pludselig ikke langt til 2021, hvor det nye universitetshospital – hele regionens flagskib på sundhedsområdet – står færdigt. Der er altså ikke råd til yderligere forsinkelser i processen.  

Alle syddanskeres sygehus

Når letbanen er så vigtig for regionen, skyldes det selvfølgelig adgangen for alle syddanskere til det nye supersygehus. Men lige så vigtigt er det, at letbanen vil understøtte Region Syddanmarks mål om at være med til at nedbringe det samlede CO₂-udslip. For letbanen er kollektiv trafik på sit bedste: Hurtigt, tilgængeligt, tidssvarende.

Derfor haster det med at komme i gang med at få stiftet selskabet bag og med at få afklaret, hvor finansiering skal komme fra. Jeg har tidligere ytret mig positivt om regionens deltagelse, men størstedelen vil fortsat skulle løftes af kommunen gennemsamarbejde med staten og private aktører.

Brug alle muligheder

Min pointe er, at man ikke skal være bange for eksempelvis offentligt-privat partnerskab, OPP, hvis det er den eneste måde at realisere projektet på til tiden. OPP-modellen går ud på, at private stiller finansieringen mod at få en langvarig vedligeholdelsesaftale efterfølgende. Det giver den private aktør incitament til at bygge så godt og energivenligt som muligt – ellers er der ingen penge at tjene på kontrakten.

For mig som regionsformand er der ingen hellige køer, og jeg er ikke optaget af, om letbanen opføres som offentligt eller privat projekt – blot at de 1,8 mia. kr. skaffes, og at letbanen står klar, når det nye universitetshospital er færdigt i 2021.

For at dette kæmpe byggeprojekt kan lykkes, og vi kan bygge grønt og bæredygtig, skal det være nemt at køre jord væk og få byggematerialer til. Det kræver en vej fra byggegrunden ud til motorvejen – den vej har Odense Kommune ansvaret for – og et tilslutningsanlæg til selve motorvejen – det anlæg har staten ansvaret for. Vej og tilslutningsanlæg skal være klar til brug i 2015, når vi tager første spadestik til det nye sygehus.
Derfor er vej og tilslutningsanlæg ikke et indre anliggende for Odense, og derfor er jeg utålmodig. Vi skal i gang nu for at nå det. Det samme gælder letbanen. Patienter, pårørende og medarbejdere skal let kunne komme til og fra Nyt OUH. Derfor skal letbanen være klar, når Nyt OUH åbner i 2021. Derfor er jeg utålmodig, og derfor blander jeg mig. Som regionrådsformand synes jeg, det er
min pligt!

Det nye universitetshospital bliver placeret mellem Syddansk Universitet og motorvejen.
Nyt OUH bliver bygget sammen med universitetet via et nyt sundhedsvidenskabeligt fakultet til 1 mia. kr., som staten bygger. Selve Nyt OUH kommer til at koste 6,3 mia. kr. Dertil kommer psykiatrien til 0,6 mia. kr. Alt i alt skal der altså bygges 280.000 m²
for 7,9 mia. kr. Det bliver det største byggeri i Region Syddanmark nogensinde.
Ser vi på det samlede antal etagemeter, svarer det til hvad der er i samtlige huse i Skagen. Når byggeriet er færdig vil gåturen fra den ene ende af Syddansk Universitet gennem det nye sundhedsvidenskabelige fakultet til den anden ende af Nyt OUH svare til gåturen fra Kongens Nytorv til Rådhuspladsen i København.

Første spadestik tages i 2015, og efter planen tages det sundhedsvidenskabelige fakultet i brug i 2018 og Nyt OUH og psykiatrien i 2021. Når byggeriet kommer godt i gang i 2017 vil 1000-1200 jord- og betonarbejdere, murere, tømrere,
elektrikere og andre bygningsarbejdere være beskæftiget på byggepladsen.

Inden vi kan begynde at bygge, skal grunden planeres. Da niveauforskellene på grunden i dag er på omkring seks meter, skal der sandsynligvis køres store mængder jord væk.
Teknikere regner med, at der skal køres cirka 17.000 lastbillæs med jord væk. Byggeelementerne til det nye sygehus kræver omkring 15.000 lastbillæs. Det øvrige udvendige arbejde på sygehuset kræver nok yderligere 10.000 lastbillæs. Vi taler altså –
i meget runde tal – om 42.000 læs med lastbil i perioden fra 2015 til 2021. Hvis man stiller 42.000 lastbiler op i forlængelse af hinanden har man en lastbilkø på 651 kilometer – cirka afstanden fra Skagen til Bremen.

Derfor handler det om at få skabt den hurtigste og mest direkte vej fra byggepladsen den cirka ene kilometer ud til motorvejen. Kommunen planlægger vejen ind til Nyt OUH ved at forlænge Munkebjergvej ud til motorvejen med en firesporet stikvej ind til selve byggegrunden. Alt i alt kommer den nye vej til at koste 200 mio. kr. Odense Byråd vedtog kommuneplantillægget for vejen den 21. december sidste år. Nu skal vejen detailplanlægges, og kommunen regner med, at vejen kan realiseres inden for kommunens budgetter. Så langt så godt. Det ser ud til, at kommunen har godt styr på sin del af opgaven, så vejen kan står klar til byggestart i 2015.

For mig at se står det værre til med statens del af arbejdet – nemlig det tilslutningsanlæg, som skal forbinde forlængelsen af Munkebjergvej med motorvejen. I november måned sidste år skrev jeg – sammen med Syddansk Universitet og Odense Kommune – et brev til Helle Thorning-Schmidt og foreslog hende at lade tilslutningsanlægget indgå i regeringens fremrykkede investeringer.
Statsministeren har pænt svaret, at tilslutningsanlægget ikke er med i den pulje. Så vidt jeg forstår, har folketingsmedlemmerne de oplysninger de har brug for, for at kunne træffe den fornødne beslutning. Blot bekymrer det mig om de får det gjort nu. Det samme med finansieringen. Forligskredsen har afsat 45 mio. kr. til tilslutningsanlægget, men prisen for arbejdet er nærmere 180-200
mio. kr. Herfra skal lyde en klar opfordring til forligskredsen. Find de penge, der mangler og få så besluttet at bygge det tilslutningsanlæg, så det kan stå klar i 2015, og vi kan få de mange lastbiler den hurtigste vej ud på motorvejen – miljørigtigt og bæredygtigt.

Med hensyn til letbanen, er regionsrådet af den opfattelse, at den er helt afgørende for Nyt OUH. Den skal hver dag bringe tusindvis af patienter, pårørende og medarbejdere fra andre dele af Odense til Nyt OUH – sikkert, hurtigt og miljørigtigt. At letbanen er etableret, så den står klar, når Nyt OUH åbner, er derfor en klar forudsætning for regionsrådet. Rigtig mange penge vil være spildt, hvis letbaneprojektet ikke i tide besluttes og koordineres samtidig med
planlægningen af universitetshospitalet. På regionsrådsmødet 30. januar besluttede regionsrådet at undersøge, om regionen kan indgå i letbaneprojektet.
Det er også i det lys mit forslag om at etablere letbanen som et
offentligt-privat-partnerskab skal ses. Det er nøjagtig de samme toner, vi hører fra regeringspartierne, nemlig at vi må etablere offentlig-private partnerskaber. Dels for at sikre innovative løsninger, dels for at sikre finansieringen. Nu må regeringen vise, at man kan leve op til sine visionære forslag.
For nok kan man synes der er lang tid til 2015, hvor vi tager første spadestik til Nyt OUH og endnu længere tid til 2021, hvor sygehuset står færdigt. Men hvis vi skal have infrastrukturen klar, bliver vi nødt til at få truffet de rigtige beslutninger nu. Derfor er jeg utålmodig, og derfor blander jeg mig.

Eksempelvis blev det konstateret, at der ikke umiddelbart er penge til at gennemføre udbygningen af den fynske motorvej fra Odense V til Nørre Aaby, ligesom der hverken er afsat penge til strækningen mellem Odense SØ og Odense V eller motorvejsafkørslen ved det nye universitetshospital.

Som regionsrådsformand er det mig magtpåliggende, at borgerne i Region Syddanmark nemt og bekvemt kan komme til og fra regionens store sygehus, når det står klar til brug i 2021. Jeg har allerede flere gange sammen med kommunen forsøgt at råbe Folketinget op for at få etableret motorvejsafkørslen ved Nyt OUH senest i 2015, så vi undgår, at lastbiler i titusindvis skal ind gennem Odense by under byggefasen. Vejdirektoratet har gennemført alle indledende analyser og manøvrer – men uden penge kan projektet ikke komme videre.

Ordentlig adgang til Nyt OUH

Nyt OUH er ikke bare et flagskib på sundhedsområdet, men også et centralt omdrejningspunkt for hele den regionale udvikling, fordi byggeriet er med til at fastholde og skabe masser af syddanske arbejdspladser. Derfor er det essentielt, at infrastrukturen omkring sygehuset kommer på plads.

Der er et markant behov for at få udvidet det trængselsplagede motorvejsnet på Fyn fra fire til seks spor. Godt nok tager Vejdirektoratet fat på strækningen Middelfart-Nørre Aaby allerede her i løbet af foråret – et arbejde der forventes færdigt i 2015. Men der er samtidig et behov for at lægge et stærkt pres på partierne i forligskredsen for at få bevilliget pengene til den resterende strækning. Det hjælper jo ikke ret meget at udvide en lille del af den fynske motorvej, hvis der er trafikpropper resten af vejen mellem Nørre Aaby og Odense.

Dumt at vente

Samfundsøkonomisk er der ingen tvivl om, at kø på motorvejene koster enorme summer og dermed arbejdspladser hvert eneste år. Transportministeriets egne beregninger viser i øvrigt, at udvidelsen af den fynske motorvej har så stort et positivt afkast for samfundet, at det er for dyrt at lade være.

Prisen for motorvejsafkørslen samt udvidelsen af motorvejen mellem Odense V og Odense SØ er ”sølle” 190 mio. kr. Prisen ved at udskyde projektet er langt større. Vi må derfor forlange, at parterne bag trafikforliget hurtigst muligt sætter sig sammen og får bevilliget de midler, der skal til for at løse de trafikale problemer på Fyn. Alt andet vil være dumt.

Giver dette et interesseproblem? Nej, mener Margrethe Auken. Ja, mener flere medlemmer af DN’s forretningsudvalg.

Personligt er jeg ikke overbevidst om, at det behøver være et problem. Til gengæld forstår jeg godt, at man kan få tanken.

Det er i hvert fald slående, som DN’s retorik over for miljøministeren ændrede karakter her i efteråret. Det hænger naturligvis sammen med, at Danmark fik en ny regering. En regering, som har lovet en ny og angiveligt mere progressiv miljøpolitik. Men som på en række punkter blot viderefører den forrige regerings miljøpolitik.

SF’s miljøminister har implementeret den tidligere regerings vandplaner, selvom S og SF inden valget lovede en langt mere “ambitiøs” indsats. Hun har også igangsat den tidligere regerings naturplaner. Og regeringen har bekendtgjort, at den vil bekæmpe landbrugets pesticidforbrug ved at fremsætte et lovforslag, som lå klart fra den borgerlige regering.

Har det afstedkommet kritik fra Danmarks største grønne organisation?

Enkelte løftede pegefingre er det da blevet til. Men også mindst lige så megen ros fra DN, som uden blusel havde kritiseret den tidligere regering voldsomt for præcist samme forslag.

I slutningen af oktober gav miljøministeren Energinet.dk tilladelse til udledning af saltholdig skyllevand i et Natura2000-område i Limfjorden. Skyllevandet kommer fra et naturgaslager i Ll. Thorup ved Viborg. Vandet indeholder ikke kun salt, men også en række andre skadelige stoffer.

I forbindelse med udarbejdelsen af miljøtilladelsen har to parter været særligt kritiske, nemlig SF og DN. Nu har SF’s miljøminister så givet tilladelsen. Og uden at det har ført til kritik fra DN.

Danmarks Naturfredningsforening udviser en meget selektiv kritik. Senest oplevede man i den forgangne uge, at Miljøministeriet meddelte, at man fyrede 115 medarbejdere. En meget lidt omtalt begivenhed.

Tro mig – havde dette fundet sted under Hans Christian Schmidt eller en anden blå miljøminister havde det givet voldsomt ballade. Ja, jeg forestiller mig, at man ligefrem havde talt om massakre på miljøet i Danmark.

For mig er konklusionen, er miljøministeren rød, så gælder der én målestok for hendes arbejde. Er ministeren blå, gælder der en anden målestok.

Det forstemmende, at Naturfredningsforeningen er mere optaget af at skåne sine politiske “venner” end af at forfølge sagerne. Og det er særligt forstemmende, når det sker i en så bredt favnende organisation, som Danmarks Naturfredningsforening. En forening, der gennem lovgivning er sikret særlige privilegier.

Organisationer, der holder hånden over “politiske venner” er ikke noget nyt fænomen i dansk politik. Vi har for nylig set noget tilsvarende med fattigdomsdebatten. Her kan f.eks. Mette Frederiksen uproblematisk slippe af sted med en kritik af kontanthjælpsmodtagere, som ville have ført til en “ministerstorm” på en borgerlig minister.

Hvis organisationer såsom Naturfredningsforeningen osv. vil tages alvorligt, må de holde op med at pleje snævre partipolitiske interesser. Det taber man troværdighed på. Og det vil koste foreningen dyrt.

Københavns-området har en fælles interesse med Region Syddanmark, når det gælder de kommende investeringer i veje, jernbaner og broer. Mens københavnerne har stort behov for en havnetunnel og få løst de store trængselsproblemer på motorvejene, så har Syddanmark tilsvarende problemer i form manglende kapacitet over Lillebælt og begyndende kritisk trængsel på motorvej E45.

Det er lykkedes østjyske folketingskandidater at gøre en eventuel Kattegatbro til en del af valgkampen, selv om ingen på nuværende tidspunkt kender de positive eller negative effekter af en Kattegatforbindelse.

Sådan kan man ikke drive politik. Heller ikke i en valgkamp. Investeringer i vores fremtidige infrastruktur skal baseres på fakta og ikke på lokale interesser.

Eneste fakta er, at en Kattegatbro vil tømme hele investeringskassen. Og så får både københavnere, syd- og vestjyder og fynboer en lang næse.

Lad os med det samme understrege, at vi intet har imod østjydernes drøm om en fast forbindelse over Kattegat. Men fakta er, at en Kattegatforbindelse ikke løser de aktuelle problemer, vi oplever i trafikken i dag. Motorvej E45 er vores vigtigste transportåre, når det gælder den landsbaserede eksport til Europa. Hele 60 pct. af eksporten passerer ad den vej, og allerede i dag er der alvorlige trængselsproblemer og kødannelser. Det hæmmer væksten og gør danske varer dyrere. Derfor skal vi først have sikret et velfungerende motorvejsnet mod syd, inden vi begynder at drømme om gigantbroer til mere end 100 mia. kr. Det hjælper bestemt heller ikke at få flere biler til de i forvejen trængselsplagede indfaldsveje til København.

Transportministeriets egne tal viser, at vi i senest i 2030 vil opleve daglige sammenbrud i trafikken på E45 henover Vejlefjordbroen, hvis ikke vi gør noget. Det problem kan løses med en ny midtjysk motorvej – populært kaldet Hærvejsløsningen. Med en ny motorvej kan vi aflaste E45, vi får skabt dobbelt så stor kapacitet, og vi får koblet Danmarks port mod vest alias Esbjerg Havn og Vestdanmarks internationale lufthavn i Billund på vores hovedfærdselsårer. Det vil bidrage til hele Danmarks vækst.

Lillebælt er en anden alvorlig stopklods i trafikken. I kombination med en ny midtjysk motorvej vil en ny Lillebæltsforbindelse skabe den nødvendige kapacitet til, at trafikken ikke sander til.

En anden opgave, der må stå foran en Kattegatbro, er udvikling af jernbanedriften. Vi skal have timeforbindelser mellem centerbyer som København, Odense, Aarhus, Esbjerg, Flensborg og på sigt Hamborg. Jernbanen skal være et reelt alternativ. Men den beslutning skal tages nu. For den kræver investeringer i skinner og materiel. Og det skal ske, før vi overvejer at reservere 150 mia. kr. til en bro over Kattegat. For de penge kan vi indfri både de københavnske og syddanske ønsker – og løse de helt aktuelle dagligdags problemer i trafikken. Både for pendlerne og for eksportvirksomhederne.

Når politikerne på Christiansborg har vist vilje til at løse disse trafikproblemer, er vi også her i regionen parat til at diskutere Kattegatforbindelsen.

Men det må som minimum afvente de analyser et bredt flertal i Folketinget har bestilt.

Det kommer næppe bag på mange, at statsministeren ikke bruger meget tid på at nærlæse oplæg som “Fair løsning” og “Tid til forandring”. Men hun fik så også dokumenteret, at hun også er stoppet med at læse i regeringsgrundlaget. Bekymrende.

Holdningsmæssigt var det imidlertid mere bekymrende, at hun indledte sit pressemøde med glædesstrålende at bebude ny detailregulering. Hun bekendtgjorde rent faktisk, at man fremover kun må sælge og købe 20 styks cigaretpakker. Ikke 15 eller 10 styks pakker. Kun 20 styks. Begrundelsen er angiveligt, at det skulle få færre til at ryge.

Det bemærkelsesværdige er ikke den lidt besynderlige logik, der ligger bag forslaget. Hvad er det næste? At man fremover kun må købe ½ liters øl eller tre liters vin kartoner?

Nej, det bemærkelsesværdige er, at man endnu engang viser, at man tror, alle udfordringer i det danske samfund bliver løst, ved at de folkevalgte tænker og vælger for befolkningen, fordi man ikke tror, befolkningen kan tænke og vælge selv. Regeringen ved altså, hvad der er bedst for dig og mig.

Et endnu værre eksempel på dette kan man læse i lørdagens udgave af Berlingske.

Her kan man læse om en juice-producent, der risikerer en kæmpebøde, fordi man har kaldt en juice for “Strong Bones” – uden at kunne påvise over for fødevaremyndighederne, at man får stærke knogler af at drikke den.

Fødevarestyrelsen mener – i fulde alvor – at det er falsk markedsføring over for befolkningen, som kan lade sig narre til at købe en juice under den falske forudsætning, at indtagelsen af juicen giver stærke knogler.

Det er ikke alene spildet af ressourcer til ligegyldig kontrol, der piner mig i denne sag.

Nej, det er den grundlæggende opfattelse, at borgeren er en stakkel, der ikke kan tænke selv. Og at staten er altvidende og derfor nok skal fortælle den stakkels borger, hvad der bedst for hende eller ham.

Danmarks udfordringer – i form af globalisering, finanskrise og en mindre arbejdsstyrke – er så store, at vi kun kan klare os i fremtiden, hvis vi evner at tænke selv. Vi skal styrke det personlige ansvar og lysten til at skabe og tænke selv.

Og det får man kun fremelsket og udviklet, hvis de folkevalgte siger til folket, at vi stoler på jer, og derfor vil vi lovgive og kontrollerer mindre og vise større tillid til den enkelte dansker. Men regeringens politik går altså i den stik modsatte retning.

PS: Min yndlingsis er Kung Fu. Min kones yndlingsslik er Labre Larver. Gad vide, hvad Fødevarestyrelsen kan få ud af det?

Netop den slags forsøg på at gøre lokale mærkesager til landspolitik viser, hvor vigtigt det er, at vi står sammen i Syddanmark. Derfor glædede det mig også at se fynske politikere over en bred kam stå sammen på TV 2/Fyn og afværge forsøget på at gøre en Kattegatbro til officiel national politik. Der er brug for sammenhold blandt alle aktører i vores region, hvis vi skal undgå, at væksten løber uden om Fyn og Sydjylland.

Lad mig understrege, at jeg i princippet intet har imod en Kattegat-forbindelse. Men en gigantbro mellem Aarhus og Sjælland er bare ikke det, der løser dagligdagsproblemerne i den syddanske trafik med trængsel på E45 og over Lillebælt. Samtidig vil en stor del af den fremtidige vækst blive suget væk fra vores region og op mod Aarhus. Det er simpelthen et faktum, at en ikke uvæsentlig mængde af den trafik, turisme og erhvervsudvikling, der i dag udfolder sig på Fyn, fremover vil gå uden om den grønne ø, hvilket understreges i en ny rapport om konsekvenserne af en Kattegatforbindelse for Syddanmark.

I Region Syddanmark er der enighed blandt de 22 kommuner og erhvervslivet om at kæmpe for en ny forbindelse over Lillebælt, en ny midtjysk motorvej og udbredelse af Timemodellen for tog mellem de større byer i Danmark og på sigt mod Flensborg og Hamborg. Det er vores tre ønsker, som samtidig løser tre store problemer i Danmark.

Prisen på en Kattegatbro er svimlende 130 milliarder kroner. For de penge kan vi løse alle vores tre hovedproblemer og ønsker i trafikken og endda have penge tilbage til andre initiativer.

Derfor er det afgørende, at alle interessenter i Region Syddanmark står sammen om vores tre prioriteter. For uden sammenhold bliver vores ønsker med garanti ikke hørt.

Det har taget mange år og mange samtaler at forene alle aktører i Region Syddanmark om de tre hovedønsker til Folketinget. Hver og en af de 22 syddanske borgmestre har selvfølgelig særlige helt lokale ønsker om ny og bedre infrastruktur i netop deres kommune. Heldigvis har alle også indset, at sammenholdet er afgørende, hvis vi skal undgå at miste vækst og arbejdspladser og en yderligere centralisering af væksten omkring Aarhus og København.

Når det gælder en ny forbindelse over Lillebælt har fire forskellige linjeføringer været nævnt. Fra starten har vi været enige om at afvente med at anbefale en af de fire modeller, til beslutningen om en ny broforbindelse endelig er vedtaget af Folketinget. Det eneste krav, jeg har til en løsning, er, at det skal være den, der bedst modsvarer trængselsproblemerne. Det skal være en løsning baseret på fakta.

I Region Syddanmark vil vi kæmpe for en ny Lillebæltsbro og sikre udvikling og vækst til Fyn på samme måde, som vi stod samlet og fast på, at Odense skulle have et universitetshospital. For når vi står samlede, er vi stærke – uden sammenhold får vi ingenting.

Der er ingen tvivl om, at kommuner og regioner gør det godt, men selvfølgelig er der stadig problemer i den offentlige service, og vi kan og skal gøre tingene endnu bedre i fremtiden.

Sammen med flere borgmestre har jeg foreslået, at Danske Regioner og Kommunernes Landsforening hurtigst muligt sætter sig sammen og får undersøgt, hvilke problemer og uhensigtsmæssigheder der er i den nuværende opgavefordeling. Og dernæst skal vi have lavet en handlingsplan for, hvordan vi sikrer endnu bedre service.

Sammenhængende patientforløb

Der er helt klart nogle snitflader mellem regioner og kommuner, som ikke fungerer optimalt. Også i vores region har vi set eksempler på uhensigtsmæssig behandling og patienter, der er havnet mellem to stole. Det må ikke ske. I princippet må borgeren ikke kunne fornemme overgangen mellem systemerne. Vi skal have et mere sammenhængende patientforløb uden brud i behandlingen, altså et tættere samarbejde mellem de praktiserende læger, de regionale sygehuse og den kommunale genoptræning. Borgerne er i princippet ligeglade med, hvor ydelsen kommer fra, bare de får den bedste behandling. Derfor er mit mål, at overgangen mellem de ansvarlige myndigheder helt udviskes, så patienterne kun behøver at bekymre sig om egen rehabilitering.

Flere opgaver til regionerne

Ud over sundhedsområdet er det også relevant at granske det sociale område. Socialområdet har været udsat for en afspecialisering i de senere år, fordi kommuner af sparehensyn har hjemtaget borgere fra det regionale tilbud. Dermed er området gået stik imod det somatiske, hvor vi netop har samlet ekspertisen i store sygehusenheder. Jeg er bange for, det ikke har været til borgernes bedste. Regionerne driver i dag en stor del af de højt specialiserede sociale tilbud, og det kan have mange fordele for borgerne at have kompetencerne samlet et sted, nemlig fordi det giver den nødvendige og bedst mulige kvalificerede hjælp. Også i forhold til miljøområdet er der opgaver, der ikke ligger hensigtsmæssigt: Jordforurening tager regionerne sig af, men rent drikkevand er kommunernes ansvar. Så der kan helt sikkert være brug for en ny opgavefordeling. Måske kan man også forestille sig, at regionerne på sigt overtager flere opgaver fra kommunerne. I forbindelse med kommunalreformen i 2007 overtog kommunerne en lang række opgaver, som amterne tidligere tog sig af.

Alliance frem for kontrol

Det er vigtigt i forbindelse med serviceeftersynet, at vi sætter borgerne i centrum og ikke systemet eller opgavefordelingen. Vi må heller ikke se os blinde på økonomien, for så opnår vi ikke de bedste løsninger. Det økonomiske slagsmål må vi tage bagefter.

Det er også vigtigt, at vi forsøger at gå i offensiven og påtage os lederrollen i forhold til serviceeftersynet. Ellers bliver det måske staten, der enten sætter ind med mere kontrol eller som måske bestemmer, hvordan opgaverne skal fordeles. Det må heller ikke ende som et slagsmål mellem regioner og kommuner. I stedet skal vi skabe alliance.

Vi har flere gode eksempler på, at region og kommune kan lykkes med samarbejde. I forbindelse med lukningen af Lindø-væftet har regionen sammen med fynske kommuner gjort en stor indsats for at skaffe efteruddannelse og nye job til de fyrede medarbejdere, blandt andet ved at søge penge fra EU’s Globaliseringsfond. Vi har også i fællesskab med kommunerne etableret nye sundhedshuse rundt omkring i regionen. Vi er gået sammen om at tilbyde borgerne en bred palet af regionale og kommunale sundhedsydelser. Ydelser, der giver tryghed, sammenhæng og kvalificeret behandling. De eksempler skal vi have flere af.

Jeg håber, at regeringen vil stå ved sine ord om at udvise tillid til kommuner og regioner, når det gælder opgaveløsningen. Og at vi får større frihed til at løse problemerne i den nuværende opgavefordeling. Det haster med at komme i gang, for selvom vi har gjort det godt, skal vi blive endnu bedre i fremtiden.

”Eneste chance for en blå valgsejr er at få skabt en borgerlig vision for fremtidens Danmark”. Såvidt Liberal Alliances Simon Emil Ammitzbøll. Jeg tvivler på, at nogen fra det borgerlig-liberale Danmark er uenige med ham. Jeg vil faktisk kun tilføje, at det skal være en fælles borgerlig vision.

To blokke står overfor hinanden, rød mod blå. De røde har ikke så meget indhold, men en stor vilje til magt. De blå har masser af indhold. Men vi er udfordret af nogle særlige betingelser, der gør, at kravene til blå blok alt andet lige er større.

For det første betyder ti år med magten, at vi skal stå på mål for alt. Også de problemer, som man ikke har skylden for, såsom finanskrisen. I lyset af store kriser blegner alle de gode ting, som regeringen har gjort for at mildne effekterne. Først den store gældsafvikling, som sikrede os solidt fodfæste under stormen. Derefter den store indsats for at sætte økonomien i gang igen.

For det andet har medierne en indgroet uopfindsomhed, der gør, at de længes mod noget nyt at skrive om. Efter et vist antal år med den samme regering, bliver ønsket om forandring så tydeligt, at det på ingen måde kan skjules i spalterne.

Men vi skal absolut ikke brokke os over betingelserne. Det er grundvilkår, som vi selv havde stor glæde af i 2001. Til gengæld gør betingelserne netop behovet større for at fremstå samlet i blå blok. Det samme gælder behovet for at vise, at oppositionen mangler politik og den faktisk er uenige om den smule, de har.

Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti er åndeligt nedslidte. Deres ”løsning” begrænser sig til en for længst afvist plan om at øge danskernes arbejdstid med 12 minutter om dagen. Det kommer man ikke langt med. Til gengæld holder S og SF gode miner til slet spil. De siger ikke så meget, og deres venner i Enhedslisten og Radikale Venstre sidder bomstille og venter. Den åndelige slitage på venstrefløjen er jo ikke synlig, hvis bare man putter med den.

Sandheden er vel også den, at meningsmålingerne for tiden i højere grad er udtryk for et fravalg af den nuværende regering end de er udtryk for et tilvalg af oppositionen.

Desværre er det så regeringen og blå blok, der bliver beskrevet som ”nedslidt” i pressen. Ikke fordi, der er noget i vejen med politikken. Den er der almen anerkendelse af blandt fagfolk. Regeringen fremstår alene som ”nedslidt” på grund af ovennævnte betingelser, men også fordi de fire blå partier går hinanden på nerverne. Det reagerer offentligheden på. Og det er ikke så underligt.

Jeg har længe håbet, at de fire blå partier – Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance – ville indgå en pagt eller en alliance. Den model har de borgerlige partier i Sverige nemlig haft en vis succes med.

Men Danmark er ikke Sverige, og jeg tror faktisk ikke, at en decideret pagt mellem de blå partier er nødvendig. Til gengæld skal vi blive bedre til at hjælpe hinanden. Det gælder ikke mindst opgaven med at afsløre de rødes hule retorik.

Så lad mig kaste den første ros:

Jeg synes, det er fremragende, at Dansk Folkeparti har vist sig yderst konstruktiv og professionel i hele debatten om en reform af tilbagetrækningsalderen. Selvom DF ikke er enig, viser de, at de er et parti, man kan tage seriøst.

Jeg synes også, at Liberal Alliance meget fint koncentrerer sig om at angribe de sande modstandere af et velstående Danmark i deres seneste annoncer. Her opregner LA meget troværdigt, hvad konsekvenserne af en S-SF regering vil være. Nemlig højere skatter, flere boligskatter og højere renter.

Ind imellem kan vores fokus på udviklingen i meningsmålingerne få os til at glemme det store billede. I de borgerlig-liberale partier ønsker vi et samfund med større frihed og en højere velstand, der kan sikre vores velfærd i fremtiden.

Forudsætningen for at opnå det overordnede mål er, at vi fortsat har regeringsmagten. Derfor må prisen for et rykke et halvt procentpoint op i meningsmålingerne hver for sig aldrig blive, at de røde får magten og begynder at rulle samfundet i retning af flere skatter, mere gæld og mindre frihed.

Sammenhold gør stærk. Sådan er også den gamle eviggyldige sandhed i politik.

Grundlæggende er de borgerlig-liberale partier enige om, at:

• Bringe samfundsøkonomien i balance og nedbringe den offentlige gæld. Det skal ikke ske ved nye skatter, men ved mådehold og gradvise reformer.
• Udlændinge skal være velkomne i Danmark, så længe de bidrager til samfundet, både økonomisk og kulturelt. Retten vil fælles velfærdsgoder er noget, man må optjene.
• Sikre et sundhedsvæsen i verdensklasse, hvor det frie valg sikres og hvor sundhed ikke beskattes.
• Udbygge Danmarks infrastruktur ved i højere grad at inddrage private aktører.
• Styrke den danske folkeskole og gøre danske elever til verdens bedste ved både at stille øgede krav til faglighed og samtidig give skolerne større metodefrihed.
• Øge trygheden i samfundet ved at bekæmpe bander og kriminalitet uden at svække hensynet til retssikkerhed.
• Styrke det private erhvervslivs konkurrenceevne og dermed skabe flere arbejdspladser.
• Bekæmpe årsagerne til fattigdom i Danmark, både den fattigdom, der kommer af manglende jobs og den fattigdom, der kommer af manglende integration.
• Arbejde for, at almindelige hårdtarbejdende danskere på sigt kan nyde godt af et lavere skattetryk i Danmark.

Vi behøver ikke nedskrive disse punkter i en fælles pagt. Vi er jo grundlægende enige allerede. Det er fælles gods. Nu skal vi bare gøre det tydeligt for offentligheden.

Selvstændige politiske partier betoner naturligvis deres holdninger forskelligt. Men de borgerlige partier er del af en familie, hvor det praktiske samarbejde er i højsædet. Vi taler gerne holdninger, men er kendetegnet ved, at vi altid vælger praktiske løsninger.

I praktisk politik er der mere, der samler de borgerlige partier, end der skiller dem. Ikke mindst, at vi kan tilbyde konkrete løsninger, hvor de røde partier blot kan tilbyde fromme, ukonkrete håb.