Forhandlingerne mellem regionerne og de praktiserende lægers organisation, PLO, er netop brudt sammen. Det ærgrer mig gevaldigt, at lægerne på forhånd afviser at diskutere fremtidens udfordringer i sundhedsvæsenet uden af få penge på bordet først. Det må vel retteligt være sådan, at man starter med at diskutere udfordringer og løsninger – og først derefter finder en økonomisk model, som modsvarer aftalen. Derfor håber jeg, at dette ikke bliver en automatreaktion under de kommende forhandlinger med andre faggrupper.
Sagen er jo nemlig, at velfærdssamfundet står over for nogle markante udfordringer i de kommende år. Udfordringer som vi alle – også de praktiserende læger – skal være med til at løse.
Færre mennesker skal forsørge stadigt flere, og intet tyder på, at der er økonomi til at spænde livremmen ud. På både det somatiske og psykiatriske sundhedsområde er udfordringerne indlysende. Vi bliver ældre og ældre – antallet af danskere med livsstilssygdomme, kroniske lidelser og “ondt i livet” vokser – og hver dag kommer der nye behandlingsformer eller teknikker til. Så konklusionen er klar: Vi skal udrede og behandle flere patienter for de samme penge.
Det kræver, at alle er fleksible og parate til at tage et ansvar for at løse arbejdsopgaverne hurtigere, bedre og mere effektivt.
Når det er sagt – så bliver de kommende år også uhyre spændende. Lige nu er landets regioner i gang med at projektere fremtidens supersygehuse. De bliver et kvantespring i forhold til de nuværende – både når det gælder fysiske rammer og muligheder, men lige så vigtigt når vi ser på arbejdsgange. Det bliver sygehuse, hvor nuværende overenskomster og kutymer kommer til kort.
Lad mig give et eksempel: I dag har vi overlæger, der på grund af gamle overenskomster og aftaler ikke kan sættes i tjeneste uden for dagtimerne på hverdage. Overenskomsten var faktisk fornuftig, da den i sin tid blev lavet. Det var i en tid med én, måske to speciallæger inden for hvert speciale. På det tidspunkt gav det ingen mening, at lægerne skulle arbejde om natten – for så kunne de jo ikke være der om dagen. Sygehusene gik på vågeblus efter klokken 16.
Sådan er det ikke i dag. Nu er der måske 20-30 overlæger. Moderne sygehuse har puls døgnet rundt. På fremtidens akutsygehuse skal der stå et team af specialister klar – nat såvel som dag – så behandlingen kan påbegyndes øjeblikkeligt. Derfor må overenskomsterne – ligesom sygehusene – følge med udviklingen.
Lad os derfor få ryddet ud i alle de arbejdsopgaver, som ikke umiddelbart har med patienternes helbredelse at gøre. Og lad os – sammen – ændre de gamle vaner, kutymer og stive faggrænser.
Medarbejderne i sundhedsvæsenet får stadig større medindflydelse på deres egen hverdag – og det er godt. Men med indflydelse følger også et større medansvar. Vi er alle i samme båd, når det gælder at finde svar på velfærdssamfundets udfordringer. Derfor har vi behov for, at alle ansatte byder ind med gode idéer til at få arbejdsgangene gjort smidigere.
For det er langt fra altid overenskomsternes skyld, at arbejdsgange bliver tunge. For eksempel er der ikke noget i vejen for, at sosu-assistenter tager blodprøver – eller at læger tager del i praktisk arbejde, hvor det ligger lige for. Der er i dag vide rammer for uddelegering af arbejdsopgaver i sundhedssektoren, så længe personen har de fornødne kompetencer. Begrebet “lægelig medhjælp” betyder, at mange forskellige faggrupper kan sættes til at udføre en opgave – forudsat, at de får den rigtige instruktion. Og hvorfor skal en læge bruge tid på at ringe til en portør og bede vedkommende om at komme og rulle en seng fra operationsstuen til opvågningen få meter derfra, når lægen hurtigere kunne rulle patienten derover selv? Det er da usmart og spild af ressourcer.
Mange har gennem tiden skudt mig i skoene, at jeg har en forkærlighed for privathospitaler. Det er noget sludder. Jeg er derimod tilhænger af de bedste og mest effektive løsninger. Og dem får man nu engang kun gennem sund konkurrence. Netop udbud og udlicitering er med til at sikre et godt og stærkt offentligt sundhedsvæsen.
Mit ærinde er altså udelukkende at værne om velfærdssamfundet og den offentlige sektor. For vi skal også fremover kunne tilbyde patienterne den bedst mulige behandling, samtidig med at vi opretholder lige adgang til sundhedsvæsenet for alle.
Jeg ønsker på ingen måde et samfund, hvor de, der har råd til det, kan købe sig til bedre sundhed. Økonomisk formåen og social baggrund må aldrig blive afgørende faktorer i sundhedssystemet. Det er faktisk af reel bekymring for vores offentlige sygehusvæsen, at jeg nu griber pennen.
Skal vi bevare og udvikle velfærdssamfundet – og det er jeg stor tilhænger af – er vi nødt til at tænke anderledes og kreativt alle sammen. En af barriererne i sundhedssystemet er altså først og fremmest indgroede vaner. Og min opfordring til alle er derfor: Lad os arbejde sammen om at finde nye og bedre måder at indrette vores arbejde på – til gavn for patienter, ansatte og for at få mest muligt ud af de midler, der er til rådighed.
