Danmark fortjener ikke at komme i kløerne på Helle Thorning og Villy Søvndal. Det vil føre landet i retning af højere skatter, dårlig økonomi, og større polarisering mellem danskere og udlændinge. Vi har brug for det stik modsatte. Vi har brug for lavere skatter, sund økonomi og mere national sammenhængskraft. Men det forudsætter. at de borgerlig-liberale partier tager sig sammen og samarbejder.
”Eneste chance for en blå valgsejr er at få skabt en borgerlig vision for fremtidens Danmark”. Såvidt Liberal Alliances Simon Emil Ammitzbøll. Jeg tvivler på, at nogen fra det borgerlig-liberale Danmark er uenige med ham. Jeg vil faktisk kun tilføje, at det skal være en fælles borgerlig vision.
To blokke står overfor hinanden, rød mod blå. De røde har ikke så meget indhold, men en stor vilje til magt. De blå har masser af indhold. Men vi er udfordret af nogle særlige betingelser, der gør, at kravene til blå blok alt andet lige er større.
For det første betyder ti år med magten, at vi skal stå på mål for alt. Også de problemer, som man ikke har skylden for, såsom finanskrisen. I lyset af store kriser blegner alle de gode ting, som regeringen har gjort for at mildne effekterne. Først den store gældsafvikling, som sikrede os solidt fodfæste under stormen. Derefter den store indsats for at sætte økonomien i gang igen.
For det andet har medierne en indgroet uopfindsomhed, der gør, at de længes mod noget nyt at skrive om. Efter et vist antal år med den samme regering, bliver ønsket om forandring så tydeligt, at det på ingen måde kan skjules i spalterne.
Men vi skal absolut ikke brokke os over betingelserne. Det er grundvilkår, som vi selv havde stor glæde af i 2001. Til gengæld gør betingelserne netop behovet større for at fremstå samlet i blå blok. Det samme gælder behovet for at vise, at oppositionen mangler politik og den faktisk er uenige om den smule, de har.
Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti er åndeligt nedslidte. Deres ”løsning” begrænser sig til en for længst afvist plan om at øge danskernes arbejdstid med 12 minutter om dagen. Det kommer man ikke langt med. Til gengæld holder S og SF gode miner til slet spil. De siger ikke så meget, og deres venner i Enhedslisten og Radikale Venstre sidder bomstille og venter. Den åndelige slitage på venstrefløjen er jo ikke synlig, hvis bare man putter med den.
Sandheden er vel også den, at meningsmålingerne for tiden i højere grad er udtryk for et fravalg af den nuværende regering end de er udtryk for et tilvalg af oppositionen.
Desværre er det så regeringen og blå blok, der bliver beskrevet som ”nedslidt” i pressen. Ikke fordi, der er noget i vejen med politikken. Den er der almen anerkendelse af blandt fagfolk. Regeringen fremstår alene som ”nedslidt” på grund af ovennævnte betingelser, men også fordi de fire blå partier går hinanden på nerverne. Det reagerer offentligheden på. Og det er ikke så underligt.
Jeg har længe håbet, at de fire blå partier – Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance – ville indgå en pagt eller en alliance. Den model har de borgerlige partier i Sverige nemlig haft en vis succes med.
Men Danmark er ikke Sverige, og jeg tror faktisk ikke, at en decideret pagt mellem de blå partier er nødvendig. Til gengæld skal vi blive bedre til at hjælpe hinanden. Det gælder ikke mindst opgaven med at afsløre de rødes hule retorik.
Så lad mig kaste den første ros:
Jeg synes, det er fremragende, at Dansk Folkeparti har vist sig yderst konstruktiv og professionel i hele debatten om en reform af tilbagetrækningsalderen. Selvom DF ikke er enig, viser de, at de er et parti, man kan tage seriøst.
Jeg synes også, at Liberal Alliance meget fint koncentrerer sig om at angribe de sande modstandere af et velstående Danmark i deres seneste annoncer. Her opregner LA meget troværdigt, hvad konsekvenserne af en S-SF regering vil være. Nemlig højere skatter, flere boligskatter og højere renter.
Ind imellem kan vores fokus på udviklingen i meningsmålingerne få os til at glemme det store billede. I de borgerlig-liberale partier ønsker vi et samfund med større frihed og en højere velstand, der kan sikre vores velfærd i fremtiden.
Forudsætningen for at opnå det overordnede mål er, at vi fortsat har regeringsmagten. Derfor må prisen for et rykke et halvt procentpoint op i meningsmålingerne hver for sig aldrig blive, at de røde får magten og begynder at rulle samfundet i retning af flere skatter, mere gæld og mindre frihed.
Sammenhold gør stærk. Sådan er også den gamle eviggyldige sandhed i politik.
Grundlæggende er de borgerlig-liberale partier enige om, at:
- Bringe samfundsøkonomien i balance og nedbringe den offentlige gæld. Det skal ikke ske ved nye skatter, men ved mådehold og gradvise reformer.
- Udlændinge skal være velkomne i Danmark, så længe de bidrager til samfundet, både økonomisk og kulturelt. Retten vil fælles velfærdsgoder er noget, man må optjene.
- Sikre et sundhedsvæsen i verdensklasse, hvor det frie valg sikres og hvor sundhed ikke beskattes.
- Udbygge Danmarks infrastruktur ved i højere grad at inddrage private aktører.
- Styrke den danske folkeskole og gøre danske elever til verdens bedste ved både at stille øgede krav til faglighed og samtidig give skolerne større metodefrihed.
- Øge trygheden i samfundet ved at bekæmpe bander og kriminalitet uden at svække hensynet til retssikkerhed.
- Styrke det private erhvervslivs konkurrenceevne og dermed skabe flere arbejdspladser.
- Bekæmpe årsagerne til fattigdom i Danmark, både den fattigdom, der kommer af manglende jobs og den fattigdom, der kommer af manglende integration.
- Arbejde for, at almindelige hårdtarbejdende danskere på sigt kan nyde godt af et lavere skattetryk i Danmark.
Vi behøver ikke nedskrive disse punkter i en fælles pagt. Vi er jo grundlægende enige allerede. Det er fælles gods. Nu skal vi bare gøre det tydeligt for offentligheden.
Selvstændige politiske partier betoner naturligvis deres holdninger forskelligt. Men de borgerlige partier er del af en familie, hvor det praktiske samarbejde er i højsædet. Vi taler gerne holdninger, men er kendetegnet ved, at vi altid vælger praktiske løsninger.
I praktisk politik er der mere, der samler de borgerlige partier, end der skiller dem. Ikke mindst, at vi kan tilbyde konkrete løsninger, hvor de røde partier blot kan tilbyde fromme, ukonkrete håb.
